Efter et pænt stykke tid med flot vejr, hvor solen skinnede og det var behageligt at være udenfor, skal jeg lige love for at efteråret har ramt Danmark som et godstog. Regn, blæst, regn, blæst og så lige lidt mere regn har været på menuen de sidste mange dage, og det ser ud til at vare ved.
Ikke lige det man håber på, når den ellers står på efterårsferie om ganske få dage, og man gerne ville ud og se lidt af byen med de små. Heldigvis byder på vores dejlige hovedstad mildest talt på mange muligheder for underholdning til alle aldre både inde og ude.
Der er klassikere som Den Blå Planet, som jeg gerne vil anbefale alle til at besøge, uanset om de har børn med eller ej, det er et fantastisk sted, selvom det nok bliver en smule overrendt i efterårsferien. Der er en klassiker som Zoo, der er fantastisk på alle tider af året, også i regnvejr. Endelig er der jo den mest klassiske af dem alle – biografen, og med efterårsferien kommer også altid en masse skønne familiefilm, jeg ved faktisk ikke hvad der er, men det kan man jo altid se nærmere på.
Hvad der kommer til at ske i efterårsferien, det ved jeg endnu ikke, når det er ferie, er jeg nemlig ikke fan af at have for mange planer, så er det jo ikke ferie mere. Jeg tager det som som det kommer, og håber at vejrguderne er lidt gladere end diverse vejrtjenester er.