Nogen gange kommer de bedste spørgsmål bare fra de mindste. I går var jeg ude og gå en tur på Østerbro, da regnen begyndte at sile ned. Jeg er jo ansvarlig, så min pige var naturligvis iklædt regnjakke og gummistøvler, da vejrudsigten sagde risiko for regn.
Jeg selv er en lidt anden historie. En tynd jakke, jeans og et par nye hvide reebok sneakers (ja, altså de VAR hvide, indtil i går). Den lille engel kigger op på mig, og siger ” Mor, hvorfor har du ikke gummistøvler på”, hvortil jeg hurtigt fik svaret, fordi vi ikke er på landet. Total kikset svar, der på ingen måde var gennemtænkt. For jeg har gummistøvler hjemme i skabet, de kommer bare kun ud, når himlen virkelig åbner sig. Svaret skulle jeg dog nok have tænkt lidt mere over. Det resulterede i hvert fald, i en lille pige der bestemt ikke ville have støvler på – når mor nu ikke ville.
Så jeg blev lige 800 kroner fattigere, da jeg måtte ind i nærmeste butik og købe et par støvler, da jeg ellers havde haft et barn gående rundt i bare tæer. Så mødre derude – tænk jer lige om, inden i svarer på spørgsmål. Det kan blive dyrt.