Der er mange afhængigheder der er tabubelagte, og der er ikke mange der har lyst til at tale for meget om deres laster. Det har jeg egentlig heller ikke, og hvis du spørger mine børn, er der sikkert flere laster, end dem jeg ikke kan huske, men der er dog en der trumfer dem alle, og det er min lyst og måske endda trang til chokolade.
Det er en trang og det er en hang jeg har, og selvom jeg har det lidt skidt med at jeg aldrig går mere end et par dage, uden at jeg får et stykke chokolade, så er det alligevel ikke noget jeg forsøger at skjule. Det er ikke fordi jeg sidder og grovæder chokolade foran mine børn, og dermed statuerer et eksempel på den måde, men jeg elsker et lille stykke kvalitetschokolade til min aftenté, det er en tradition, som jeg ikke tror jeg kommer til at lave om på.
Jeg er ikke alene – vi er mange, det er jeg slet ikke i tvivl om. Men der er kun en jeg lige kan sætte navn på, og det er min barndomsveninde Mette. Vi har altid haft en svaghed, og det har vi stået sammen om at stå ved. Derfor sender vi også tit små gaver til hinanden. Hun er flyttet over bæltet, og vi ser ikke hinanden så tit, men vi snakker stadig på ugentlig basis, og fra tid til anden kommer der også gave. For et par uger siden sendte hun en gigantisk Anton Berg æske, som jeg lige er kommet igennem (lidt for hurtigt).
Det skal naturligvis gengældes, og en af vores yndlinge er Xocolatl, der laver nogle usandsynlige lækre crand cru chokolader. Jeg har bestilt en æske til hende her – som hun får om et par dage. Jeg er ikke stolt af det, men det er en enkel gang lykkedes os sammen at spise tæt på et kilo, hvilket resulterede i et voldsomt maveonde, som det var svært at forklare poderne, når jeg nu samtidig prøver at lære dem, at have et sundt forhold til sukker.